Med BTN til Saltbæk Kr. Himmelfart 12

 

  Vi var i Kr. Himmelfartsdags fridagene med BTN til træf på Saltbæk camping ved Kalundborg.

Det var første gang vi skulle på træf så det var jo spændende og der var et program for træffet som lød rigtig godt.

Vi kørte derop onsdag eftermiddag i rigtig frisk vind og kunne frit vælge plads og fandt en hvor vi håbede på lidt læ. Det fik vi først et par dage senere.

Træffet startede torsdag og vi rejste det ene telt der var kommet og så skulle der  være fisketur, men det blæste for meget nede ved Saltbæk strand, så den blev flyttet til Røsnæs havn hvor der var lidt mere læ.

 God tur i den friske vind og jeg fik da 4 pæne hornfisk. De "faldt" ud
af konkurrencen og smagsprøverne, så jeg røg dem da vi kom hjem og de var rigtig gode.

Om aftenen var der sang i teltet med god harmonika musik til og det var rigtig hyggeligt, men lidt køligt i den friske vind.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fredag formiddag var vi en tur inde og proviantere og kigge i Kalundborg der er en hyggelig by.

Om eftermiddage var der arrangeret tur ind i Saltbæk Vig med en naturvejleder, så vi cyklede ud til P pladsen hvor vi skulle mødes. Det er ikke nemt at få tilladelse til at komme ind i området der er et privat ejet naturområde, men det var lykkedes for BTN. Godt gået.

 Vi gik langt ud til et overdrev hvor vi så mange sjældne blomster ved et af Kalundborgs kommunes sommerhuse og da vi gik over og så på alle de mange gæs sang nattergalen for os.
Det var første gang vi hørte den ude i naturen, så det var jo rigtig dejligt.
Det var en fin tur og en god naturvejleder og vi fik da gået ca. 6 km.

Om aftenen var der fællesspisning i teltet  og bagefter sang fra BTN sangbogen.

Vi fik også en rigtig god orientering om Nekselø hvor vi skal over i morgen. Der var to fra gruppen der havde boet på øen og det gjorde det ikke mindre spændende at skulle derover.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  Lørdag var der tur til Nekselø hvor vi ikke havde været før. Færgen sejler fra Havnsø og vi fyldte den til bristepunktet sammen med et andet selskab. Vi havde fået et flot kort over øen som vi kunne gå efter. Der er en tur på nord og en på syd øen. Vi valgte hele øen og så en senere færge hjem. Vi gik sydpå først gennem en flot naturskov ned til et vandhul hvor Klokkefrøen var. Den kunne høres, men ikke ses. Jeg hilste på en svane med unger og tog et billede lige på grænsen af hvad hun tillod.

På vej op af vest siden så vi rigtig mange flotte forblæste træer og krat og oppe på nord spidsen er der bare det flotteste landskab med små søer hvor hættemågerne ruger i en stor koloni , køerne græsser og så kom en flok heste ned igennem mens vi sad og drak kaffe. Der var bare super at sidde der og drikke kaffen.

Om aftenen er der igen spisning og musik og sang i teltet.

 

Søndag morgen deles der rundstykker ud
ved flagstangen og så er det tid at pakke sammen også det store telt .Så er det farvel og tak for denne gang.
Det har været en dejlig Kr. Himmelfarts week end med BTN og det kunne vi godt finde på at prøve en anden gang når det passer sammen med vores fridage.
Jeg synes der var lagt et stort arbejde i planlægningen og stor ros til dem.

Vi har før været på Saltbæk Camping i 2009 og synes det er en god plads med gode, enkle, rene forhold. Men billig er den ikke mere, det er blevet en halvdyr
plads selv med BTN rabatten trukket fra.

 

 

Forside    Ferier

Kalundborg kommunes orientering om Nekselø

Nekselø en dejlig naturskøn ø i Sejerøbugten. På Nekselø er der en helt unik natur med sjældne blomster og dyr og 2 skønne trampestier, der bringer dig rundt om øen.

 

Hopper I på den lille færge til Nekselø, venter der en helt særlig oplevelse. Vi er nemlig mange, der mener, at Nekselø er Danmarks smukkeste ø.
Turen starter ved den lille havn, hvor der er en fantastisk børnevenlig strand langs med molen ind til øen. Nekselø er så lille, at I sagtens kan gå hele vejen rundt på en dag, og det er hele turen værd.
Husk at medbringe frokostkurven, der kan nemlig ikke købes mad og drikke på øen. Toilet og drikkevand findes ved havnemolen.

Der er to afmærkede ruter med stier, som snor sig gennem de mest spændende landskaber.

Nordsiden byder på runde, grønne bakker og spredte vandhuller. Når I kommer over på vestsiden, er der stejle græsklædte havskrænter, naturen bliver mere forblæst og barsk, og udsigten er fantastisk.
Fortsætter I rundt til sydsiden, kommer I forbi den lille kirke, der blev indviet i 1931.

Den sidste del af turen går gennem en dyb og 'vild' skov, før I kommer tilbage til havnen.
Husk gode travesko - terræn og veje er ikke til cykler. Klapvogne og trækvogne skal nok holde sig til grusvejene.

Sjældne blomster og dyr

Det specielle klima på Nekselø giver varme til svalerod, rosenkatost, hjortefod og merian, der ellers er sjældne på vores breddegrader.
Nekselø er kendt for sine klokkefrøer, der er blandt de mest truede dyrearter i Nordeuropa. En lun sommeraften kan I høre den karakteristiske dybe syngende lyd over søerne.

På grund af den særprægede natur har hele øen været fredet siden 1951.

En flot natur skal passes godt

Øen skal afgræsses - ellers vil den blive overgroet af krat og træer. Derfor bliver der hvert år i maj måned sejlet 15 ammekøer med kalve og en tyr over til øen. De står for naturplejen på sydøen, mens en lokal ølandmand har får og køer på nordsiden af øen.
Selv om der er tyre, kan I sagtens gå i foldene - dyrene har travlt med at græsse og nyde udsigten.

Så var der dengang

Nekselø er privatejet og har 21 faste indbyggere – 17 voksne og 4 børn. Flere af dem har boet på øen hele deres liv.
En af dem er Roar Slots, der er 81 år, han husker tiden, hvor der ikke var nogen færge – og man kunne køre til Nekselø ad revet i hestevogn.
Selv tog han sidste tur over revet i 1967 – nu er der for meget vand til, at man kan gå der. Som ung roede Roar turister over til øen – billetprisen var 25 øre.

 

Forside

  Ferier