Midtjylland 2004

 

 

Søndag den 8. aug. kører vi fra Frederikssund ved middagstid, vi har lejet en campingvogn hos en kollega i Sønderjylland og har aftalt at hente den kl. 15. Det er en Adria 502 med køjer, lige stor nok til os to, men ellers en dejlig vogn. Da vi er i Sønderjylland kører vi til Kruså Camping hvor vi har været før og synes det er en god plads. Vi får pakket vores ting over i campingvognen, tænder grillen og nyder det gode vejr, næsten 30gr. 

Mandag morgen står vi op til dejlig solskin, vi drikker kaffe ude, kører lige en tur over grænsen og provianterer lidt til ferien og så går turen mod Århus. Målet er Blommehavens Camping, Beliggende kun 5 km fra centrum af  Århus - midt i Marselis skovene, en rigtig dejlig plads, med mindre pladser med tidlig skygge ned mod vandet og større pladser på vestsiden af vejen med mere sol. Vi valgte en plads på vestsiden, da der var mere lys og åbent. Så ned og bade og så finde grillen frem og nyde den dejlige aften.

Foto Blommehavens hjemmside                    Blommehaven

Tirsdag tager vi cyklerne og triller af dejlige stier gennem skoven, langs strandvejen og lige ind i centrum af Århus. Vi er inde og se den flotte domkirke og lidt rundt i byen og kigge. På vej hjem kigger vi forbi Marselis slottet og nyder den flotte udsigt ud over Århus bugten. Så går det hjemover af små stier gennem skoven. Efter frokost må vi en tur i bølgerne, det er jo med at nyde det når det er dejligt vejr. Om aftenen? ja så stod den på grill igen i det gode vejr.

Onsdag er det dejligt solskin igen, så vi cykler ind og køber et 2 døgnskort hos Århus sporveje, så er der gratis museumsbesøg og vi starter i den Gamle By. Den er absolut et besøg værd, i højsæsonen er en del af husene "arbejdende" , så der er smagsprøver, fedtemad, kærnemælkssuppe med fedt flæsk til, studenterbrød og slik . Hestevogne kører rundt i byen, meget spændende. Der er også en hyggelig krohave og der fik vi vores frokost.  På vej hjem cykler vi omkring Moesgård strand og så hjem og slappe af. Om aftenen må grillen på arbejde igen, det er bare en helt stille og lun aften.

Torsdag er det igen dejligt solskin, bare godt at sidde ude hver morgen i det dejlige vejr. I dag skal vi ind og besøge Boy på Aros, det nye kunstmuseum. Det er en rigtig flot bygning med meget flot at se og noget vi ikke rigtig var os, så noget for enhver smag. Der var nogle skoleklasser på besøg og vi lyttede lidt med på et par billeder, det var meget spændende og høre lidt mere om billederne. Så ned og besøge Boy, flot fyr, udført i glasfiber og ser bare så livagtig ud når man ser ham tæt på. Så cyklede vi ind og så kvindemuseet og så deres udstilling om kvindernes slidsomme liv og kår gennem tiden og Yko Onos udstilling, hende får står jeg nok ikke rigtig. De laver alle tiders gode kaffe og kage der. Efter at have grillet pakker vi forteltet sammen, det er ved at være slut med Århus, (vi har cyklet 65 km. i Århus og omegn) og aftenkaffen tager vi inde.

Fredag er vi på familiebesøg i Vestjylland.

Lørdag kører vi mod Silkeborg, vi vil ligge på Skaven terrassecamping, men det var ikke lige os! tæt belagt ikke megen beplantning, men en fantastisk udsigt og rigtig mange campister. Vi kørte videre og får en plads på Silkeborg Sø Camping, en af de sidste, der er Folk musik festival i byen. Pladsen er meget centralt beliggende i udkanten af byen, så vi cykler lige ind og kigger på byen, dejlig by med en stor og flot faunapassage (fisketrappe) midt i byen. Om aftenen griller vi ikke og vi spise inde, det er ikke så godt vejr og der er utrolig mange hvepse.

Faunapasagen i Silkeborg

Søndag er det gråvejr så vi kører ind og ser Låsby Marked, det er et loppemarked der vil noget. Derefter en tur til Ry og så op på Himmelbjerget og nyde udsigten, det kan godt være det ikke er et højt bjerg, men en flot udsigt er der og solen titter igennem skyerne en gang imellem. Om aftenen nyder vi der er fjernsyn i vognen, vi ser Ol håndbold og "nyder" en købt grill kylling.

Det er mandag og det småstænker lidt mens vi drikker kaffe, men klarer da vi kører ned i byen. Da vi er inde i kirken ser vi to altertavler udført af elever og lærer fra Funder skole, Meget flot og en spændende ide. Ellers er silkeborg  en flot by med mange forretninger og spisesteder. Om aftenen finder vi næste dags plads, det blev Husodde camping ved Horsens. Da vi drikker kaffe ringer noget af vores familie og spør' hvor vi er i Jylland, for hvis vi skal mødes har de lige slået støttebenene ned på ---- Husodde og har reserveret plads 30 til os hvis vi nu skulle den vej på.

Tirsdag pakker vi hurtigt og kører mod Horsens og det begynder bare at styrte ned, så det var godt vi nød det mens det var godt vejr. Vi ankommer dog til Husodde i solskin og blæst, dejlig plads og vi skal ligge ned ved vandet. V i stiller vognen op, får en dejlig frokost, er inde og se byen og om aftenen er det vejr til grill, mens vi ser håndbold i tv'et der står i vinduet.

Glud, Her i regn

Onsdag vågner vi ved solen skinner ind til os, vi drikker kaffe ude og er snart samlingssted for områdets hvepse, der er en del, men snart ligger de og fylder en halv tallerken hos moster. Så kører vi mod Juelsminde, i Glud ligger der et lille frilandsmuseum, vi må lige ind og kigge, vi er der 3 1/2 time, meget spændende, startet af en maler, der selv boede i Hildesheim et lidt anderledes hus, det var nogle gode timer. Da vi skulle af sted stod regnen ned i stænger, så vi plankede den over hegnet (undskyld) for ikke at blive alt for våde. Hjemme igen fik vi en rigtig god frokost og så holdt regnen op, så vi kunne gå en tur .

Torsdag er det tid at pakke campingvognen sammen og gøre rent, vi skal hjem til bryllup i weekenden og vi skal lige omkring Sønderjylland med vognen. Husodde er en  dejlig plads, med gode rene faciliteter . Da vi kører skal vi lige se en fuchsia have og skyder så genvej mod Vejle , vi kommer ud på nogle meget små veje, med bakker og snoninger, så vi næsten ikke kan komme igennem, men det lykkedes, men var vist ikke hurtigere. Vejret er blevet rigtig dårligt, stærk blæst og regn og vi kører gennem Vejle, da vinden kommer på tværs af broen. Vi afleverer vognen og så går turen hjemad, på Fyn må vi tage den gl. landevej, det blæser, så vi næsten ikke kan køre med cykler på taget. Vi holder ind ved broen og tanker kaffe, da vi kører over Storebæltsbroen får vi vinden lidt skråt ind, så vi kommer fint over og resten af turen går fint og vi kommer godt hjem efter en dejlig tur i det midtjyske.

 

Retur